Hjemmehjælpskommissionen foreslår at ophæve sondringen mellem midlertidig og varig hjælp på hjemmehjælpsområdet. Det er sådan, at borgeren idag skal betale for midlertidig hjælp. Denne ændring kræver dog en lovændring.

Jeg synes, det er en rigtig tankegang, at man vil ophæve denne forskel. Den harmonerer ikke med den rehabiliterende tankegang og det generelle princip med løbende tilpasning af hjælpen. Hvis der er brugerbetaling for rehabilitering, vil det ikke motivere borgeren i at deltage i ”Grib Hverdagen”, og medarbejderne vil ikke være tilstrækkeligt aktive og motiveret til at agere som ”hjemmetrænere” i stedet for ‘hjemmehjælpere”.

Desuden skal vi også huske på, at mange borgere frasiger sig den midlertidige hjælp, for når jeg alligevel skal betale for den, så kan jeg lige så godt klare mig selv med den store risiko at få et tilbagefald og blive genindlagt. – Ændring af loven vil også lette de administrative byrder for den kommunale forvaltning.

Den rigtige medicin, og ikke for meget eller for lidt af det, bliver en større og større udfordring både for de praktiserende læger og deres klienter. Mange ældre borgere har problemer med at læse de små skriftstørrelser på de skrevne informationer og derefter finde frem til de vigtige oplysninger om brugen. På grund af indlægssedlernes kompleksitet med den store mængde af ord, er det også vanskeligt at få et overblik over de samvirkende eller modvirkende forhold med andre mediciner eller alkohol og fødevarer m.v. samt hvilke bivirkninger, det måtte medføre.

Orientering om medicinens brug bliver givet af personalet på apotekerne ved udleveringen. Denne kan af mange grunde ikke være tilbundsgående. For mange og især medicintunge ældre er forholdet i øvrigt det, at de ikke selv kommer på apoteket, og dermed er de afhængige af, at oplysningerne kommer til dem på en anden måde gennem plejepersonale eller pårørende. Et yderligere problem er, at der gang på gang leveres substituerede produkter eller kopimedicin, som både kan afvige i navn, beholder (blister eller glas) og være i en anden form og farve, for derigennem at skabe usikkerhed hos den ældre.

Ældre betaler prisen for kasselukning 

Jeg ser med stor bekymring på pengeinstitutternes lukning af kassefunktionerne. – Det er at lade de ældre borgere i stikken. – Nu kan man ikke komme indenfor og hæve penge eller sætte penge i banken. – Kassen er lukket. – Man er prisgivet til at lade sig udstille ved en pengeautomat, som mange ældre har svært ved at bruge. Det er et skridt i den forkerte retning. Det er slet ikke som tidligere, da pengeinstitutterne tog del i samfundsansvaret, og ikke lod de ældre og svage og handicappede stå ude på fortovet til frit skue.

Utryghed og lette ofrer for røverier

Når ældre ikke mere kan hæve mindre beløb, men bliver nødt til at have flere kontanter hos sig, er det en hån mod de ældre i en tid med stigende kriminalitet på gadeplan og i hjemmene. – Mange bankforretninger i dag sker på PC’en, men der er stadig 350.000 personer i Danmark, som har svært ved at finde ud af ’’den digitale verden”, og det er dem, som finansverdenen lader i stikken. – Kan vi som samfund tillade det?

Kommissionen anbefaler følgende: ”at der skal tilvejebringes et lovgrundlag, som understøtter kommunerne i at arbejde med rehabiliterings forløb ud fra en fælles og bred forståelses ramme.” 

Ja, det kræver en lovændring, fordi rehabilitering er noget meget forskelligt fra kommune til kommune. I Aarhus arbejder vi med ”Grib Hverdagen”, hvilket lyder meget logisk. – Vi skal gribe de færdigheder, vi havde i vores egen hverdag, fra før vi fik et sygdoms forløb.

Herefter starter vi med at træne os selv op til at kunne påbegynde den egentlige rehabilitering med støtte fra et rehabiliterings team. Så håber vi på, at vi er i stand til at nå tidligere færdigheder. Det er slet ikke sikkert, at dette stadie opnåes. – Hvis vi er så heldige, at komme på eget niveau igen. er det lige så vigtigt, at vi er i stand til at vedligeholde vores genoptræning.

Altså det, der skal lovgives om, er, at vi fra sygdom enten på sygehus eller hjemme starter et træningsforløb, som så går over i et rehabiliterings forløb, der ender med det vigtige, at vi til dagligt vedligeholder vort aktivitetsniveau.

Det er mere og mere vigtigt, at visitatorerne, der nu hedder borgerkonsulenter, respekterer en pårørende eller en bisidder. Det er ofte svært for den ældre borger at forstå de muligheder, der findes. Ligeledes er det svært at forstå, hvorfor der i flere tilfælde kommer mange visitatorer. – Det være sig hjemmehjælpere, hjemmeplejere, sygeplejersker, fysioterapeuter eller ergoterapeuter. – Alle kommer de i en god mening og lægger nogle mål sammen med borgeren, – men hvor ville det være meget lettere for borgeren bagefter frit at kunne diskutere: ”Var det nu det rigtige der skete, og var aftalen klar og utvetydig”. 

Egen læge kommer sandsynligvis også på banen kort tid efter, og kan den ældre borger selv huske og forklare, hvad der blev aftalt med kommunen? I mange tilfælde gør borgeren sig meget bedre end tilfældet er, og så ‘knækker tråden’, hvis ikke der er en respekteret pårørende eller bisidder at holde sig til. – I flere tilfælde bliver borgeren konfus, når der drøftes træning eller rehabilitering, og her er det vigtigt, at den pårørende automatisk kan blive hovedpersonen vedr. samtaler og kommunikation gennem hele forløbet.

Der var mødt 80 beboere op til borgermødet, som handlede om vejplanerne i det nye Gellerup. Min interesse lå i at hjælpe de ældre borgere i Skovgårdsparken. På sigt vil man lukke Sigridsvej mod nord, Det vil medføre, at busrute 4 A ikke mere kan betjene borgerne i Skovgårdsparken. De ældre borgere der bor her, kan så kun meget besværet komme til City Vest eller til Aarhus City. 

Der går 3 til 5 år inden planen effektueres, men det vil medføre, at Sigridsvej bliver en blindtarm. Jeg har tidligere foreslået, at Sigridsvej bliver en busgade med en bussluse mod nord, så der hver anden gang kan køres ad Sigridsvej og hver anden gang ad den nye Gellerup Hovedgade. – Men det afvises, fordi linje 4 A på sigt vil blive nedlagt på grund af letbanen, som vil have rute på den nye Gellerup Hovedgade.

Lørdag den 17. august 2013 blev der igen afholdt torvedag på Åbyhøj Torv. Det var som sædvanligt en stor succes. Jeg gjorde god reklame for Ældrerådet i Aarhus Kommune og valget til det nye Ældreråd. som foregår i perioden 8. oktober til 25. oktober 2013.

Lokalcenter Åbygårds ‘Bussens venner’ besøgte jeg som det første. Her var jeg så heldig at vinde 1. præmie i deres lotteri. Hvert år bruger jeg et tocifret antal kroner for at støtte aktiviteten, og hvad var mere nært end at skænke førstepræmien på 1.000 kr. til netop ‘Bussens venner’, og hvor blev de glade.

Efterfølgende fik jeg en god snak med alle 6 politiske partier og menighedsrådet, som havde en stand. I et valgår som dette er de meget flittige med at fortælle, hvor gode og dygtige de er. Det vigtigste for mig var at fortælle, at Ældrerådet ikke var et partipolitisk foretagende. Vi tager os af ældrepolitikken, som vi rådgiver flittigt omkring. Vi gør, hvad vi kan for at komme med tidligt i processen, og derved sætter vi mange mærker, men de er oftest usynlige.

Velfærdsteknologien bringer os meget vidt omkring. – Tørre og skylletoiletter har jeg oplevet nogle forskellige steder. Ældre borgere og handicappede eller udviklingshæmmede borgere, der har prøvet disse, får en meget bedre livskvalitet. Man oplever en meget bedre hygiejne. – Infektioner med udslet til følge og hermerider kan begrænses. De til tider vanskelige urinvejsbetændelser, der er årsagen til mange følgesygdomme, bliver forebygget effektivt.

Med et tørre og skylletoilet behøver man næsten ingen hjælp ved toiletbesøg, og dermed kan medarbejderne i plejeboliger og ældreboliger bruge tiden til andre fremadrettede arbejdsopgaver. – Der forskes på livet løs for at billiggøre modellerne og gøre dem mere anvendelige og brugervenlige.

Som bestyrelsesmedlem af Danske Ældreråd deltog jeg i et to dages seminar på Nyborg Strand.

Vi er 11 medlemmer i bestyrelsen, og den første dag handlede om strategisk planlægning samt opfølgning på de sidste fire år. Vi gennemgik vore anvendte metoder, når vi sender høringssvar til bl.a. ministerier. Herunder blev Hjemmehjælpskomisionens rapport grundigt diskuteret. De 29 anbefalinger blev gennemgået mere eller mindre kritisk, men det ændrede ikke ved bestyrelsens generelt positive holdning.

På andendagen blev bestyrelsesmødet efterfulgt af et møde med de 5 regionsældreråds statusrapporter. De blev forelagt af de respektive formænd, og de gav god inspiration til det fremtidige arbejde.

Jeg kunne ønske mig, at mange flere ser livet på en måde, så det ikke er et tabu at tale om, at man har en dement i familien. Det vil gøre livet meget nemmere og mere forstående for mange.

Sammen med DemensCentrum Aarhus var jeg i marken og opleve det store arbejde der gøres.

Demenskoordinator Tina Normann Andersen orienterede mig først om den omfattende og imponerende organisationsplan, som der arbejdes efter i DemensCentrum Aarhus.

Dernæst skulle vi besøge to lokalcentre. I det ene skulle medarbejderne oplæres i at kommunikere med og integrere udadvendte demente borgere i hverdagen. Der var meget teori, der mundede ud i gode metoder til at afværge opståede tilspidsede situationer på.

I det andet skulle vi videooptage en svag og udad reagerende dement borger, om hvordan hjemmehjælperen løste sin opgave. Medarbejderen havde et godt samarbejde med borgeren, og disse metoder, der blev anvendt, skulle optages, så andre medarbejdere kunne lære af de anvendte metoder.

Det var en spændende eftermiddag, hvor demenskoordinatoren var dygtig til at lære fra sig. Hun var meget vellidt af medarbejderne, der skulle oplæres i behandling af demente borgere.