Godt gået Skejby

Igen, igen, tillykke til Aarhus Universitetshospital med kåringen som Danmarks bedste hospital for ældre borgere.

Fagbladet “Dagens Medicin” har på ny valgt “Geriatrisk Afdeling i Skejby”, som det bedste sted for behandling af ældre menneskers sygdomme. Vi hører om et meget stresset arbejde med borgere, der har flere sygdomme samtidigt. – Vi hører også om borgere, der får en omsorgsfuld og værdig behandling både på hospitalet og efterfølgende i hjemmet. – Dette arbejde aflaster både de praktiserende læger og hjemmeplejen.

Arbejdet med vi ældre borgere er et stærkt voksende område. Dette ikke mindst fordi, der bliver passet godt på os, så vi bliver ældre og ældre og dermed flere og flere. Vi sendes tidligere og tidligere hjem fra sygehuset, så det er rigtigt godt at høre, at der også bliver tænkt på os i hjemmet, hvad enten det er i egen bolig eller på plejehjemmet. Afdelingens medarbejdere er således udfarende med Sundhedsloven i hænderne. – Det er meget vigtigt, at borgeren ikke kommer hjem til en ekstra regning for egenbetaling af transport og genoptræning.

Med over 50.000 fald årligt og med stor risiko for at beskadige lemmer og hofter foregår der også et vigtigt arbejde på “Faldklinikken”. – Ca 10% af de fald der foregår i hjemmet eller i bybilledet ender på hospitalet med læsioner af forskellig art, såsom lårbrud og måske langvarig rehabilitering af forskellig art til følge. – Da det ofte er ældre borgere, der er ustabile og let falder, er det rart at høre, at Faldklinikken hører under “Geriatrisk Afdeling”.