Jeg deltog i en rundvisning i Den Gamle By i Aarhus. Hovedformålet var at se den indrettede Erindringslejlighed fra 1950’erne.

Modelfoto af spisestuen

Direktør Thomas Bloch Ravn viste på en meget inspirerende måde og fortalte om, hvordan et besøg af borgeren med demens, dennes pårørende og andre besøgende bliver gennemført. Han fortalte om, hvordan personalet indgår i et gennemtænkt og demensvenligt rollespil.

Man møder straks tidsalderen, når man går op ad trappen til 1. sal. Der var en duft af brun sæbe fra en spand med sæbevand på en trappeafsats. Man ringer på til lejligheden og personalet lukker op til en lille entre, og derefter kommer man ind i køkkenet med isskab, gaskomfur og fadebur. Det første man lægger mærke til er kaffekanden Madam Blå og poserne med kaffetilsætning fra dengang.

Det næste, man oplever, er et soveværelse med en dobbeltseng og en vugge samt et skab og toiletbord med forskellige parfumer, såsom 4711, og cremer fra den tidsalder og én af de første elektriske barbermaskiner.

Herefter går man ind i spisestuen og dagligstuen med møbler og pyntegenstande samt malerier og billeder på væggen, der er tapetseret med tapet fra dengang. Radio og pladespiller er også fast inventar. Spisestuebordet er dækket med kaffekopper, og der bliver serveret kaffe med småkager til de besøgende.

Den Gamle By har gennem de sidste 2-3 år haft mange positive oplevelser med demensboligen og med den dementes erindring omkring sin fortid. – Det har absolut været en succes lige fra starten. Medarbejdere i kommuner og nye SOSU elever besøger lejligheden og oplæres i bedre at kunne forstå og behandle medborgere med demens.

Jeg var inviteret til at holde Grundlovstale på Norsminde Havn for Norsminde Bylaug:

Den nuværende Grundlov blev vedtaget af Folketinget den 5. juni 1953. I dag er det 64 år siden, og den er stadig gældende med 5. juni som Grundlovsdag. – Dog er der foretaget nogle ændringer i loven f.eks. med hensyn til Valgretsalderen.

Siden den 15. april 1683, da man med lov nr. 11.000 vedtog ”Kong Christians Den Femtis Danske Lov” er der sket mangt og meget både i vor levevis og med hensyn til valgretten. – Men der er fortsat sentenser og afsnit i denne lov som retssystemet fortsat gør gældende.

Vi er netop i et år, hvor der er valg til Ældrerådet, og der skal også være kommunalvalg og valg til Regionsrådet, – men Ældrerådsvalget, som bl.a. her i Odder Kommune hedder Seniorrådsvalget, er det allervigtigste her i efteråret.

Ja, tilbage til valgretsalderen der i Stænderforsamlingernes tid i 1834 var 25 år, og i 1849 til Landstinget steg til 30 år med store begrænsninger, hvor kvinder, tjenestefolk, fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte ikke havde stemmeret, og heldigvis er dette forhold blevet ændret. – Valgretsalderen er i perioden fra 1915 til 1920 faldet med 1 år pr år til 25 år i 1930, når vi har haft valg til Folketinget. Så er den faldet igen i 1949 til 23 år – og til 21 år i 1961 – og i 1971 til 20 år. Fra 1978 har den været 18 år, og den er måske på vej nedad igen.

Når så vi kobler valgretsalder og gennemsnitlig levetid sammen, så er levetiden steget siden 1850 fra 45 år til 72 år i 1960 og igen gradvist til 84 år i 2017. D.v.s. i 1850 havde man 15 år (30-45), hvor man var stemmeberettiget, og i dag 66 år (18-84), hvor man er stemmeberettiget. Det er en kolossal ændring i befolkningens sundhed, der er sket i disse ca. 160 år. – Gad vide om træerne vokser ind i himlen. – Der er i alle tilfælde rigtig mange der runder de 100 år i dag.

Vi kan i alle tilfælde prise os lykkelige over at diskriminationen af ældre borgere ikke også følger valgretsalderen. Hvis vi ligesom i 1850 kun kunne stemme i 15 år, så ville vi allerede i dag være umyndiggjorte som 33 årige. – Vi føler nok, at der er diskriminering nok med ældrebyrde og ældretsunami, man kalder det alderisme. – Ældre borgere er ikke en isoleret gruppe. Vi er en ligeværdig del af samfundet. Vi lever ikke af ældremad og uden nogen form for livsfunktion. Vi bidrager i samfundet som frivillige, vi hjælper børnebørnene, vi overleverer vore historier og værdier til næste generation, og fælles for os alle er, at vi har næsten alle bidraget til fællesskabet gennem et langt liv. – Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Ifølge grundloven er ”Den personlige frihed”, ”Boligen” og ”Ejendomsretten” ukrænkelig. – Man kunne stille spørgsmålet: ”Har vi ejendomsret over vores pension?” Har staten ret til at modregne offentlige ydelser i de penge, vi har sparet op med, til vor alderdom? – Med den frivillighed, der er et gennemgående tema og parameter, er det vigtigt at forstå, at ældre er en værdifuld ressource for samfundet, og en uundværlig bidragyder til samfundsøkonomien.

Nu skal vi så til valgurnerne igen og kampen om pladserne udspilles i høj grad mellem valgene. Det er ligesom med olympiader. Det er jo mellem de olympiske lege, at der trænes. Og politikerne træner jo også mellem valgene til at gøre sig fortjent til at blive genvalgt. Det er ikke nok, at vi i de sidste par måneder før et valg hører om alt, hvad man gerne vil. – Det ville jo være bedre, om man allerede havde brugt magten til at gøre det.

Man kan med rimelighed spørge en politiker, der søger genvalg? Hvorfor har du ikke allerede gjort det, du fortæller, du vil gøre? Vi kan f.eks. tage Medborgerskabspolitikken. Jeg ser måske en anelse tendens til, at der fortsat er et skel mellem Byrådet eller Kommunalbestyrelsen og det kommunale personale og så borgerne, og måske også en anelse overvægt af krav til borgerne og en undervægt af krav til Byråd eller Kommunalbestyrelser og de ansatte og cheferne. – Der er mange gode intentioner omkring borgerinddragelse, høring osv., og vi må nu alle holde politikerne og administrationen og os selv som borgere fast på dette. – Altså, at vi gør det, vi siger vi vil, og at vi så også er sådan, – som vi siger, vi vil være.

Der er et stort arbejdsfelt i generationsbrobygning. Der er taget tiltag, og flere ting skal opdyrkes. I Aarhus har vi det nye Generationernes hus, og det lover godt, selv om der også er frygt for, at det bliver en børnehave. – Danmark spiser sammen er ligeledes et godt initiativ, og det er med til at åbne lokalcentre og lokalcenterråd, også for borgere under 60 år, som et led i gentænkningen af brugerindflydelsen. Det er en gentænkning, der vil kræve noget, og give noget, til de, der vil være med. – Og tro blot på, at vore Kulturcentre ikke vil udvikle sig til hashbuler, som jeg har hørt nogle være bange for, bare fordi der bliver åbnet op for unge mennesker med moderne tatoveringer. – Borgerne skal lære at samarbejde på nye måder og med nye partnere.

Men hvad kunne vi ønske os af fremtiden: “Når jeg bliver gammel, vil jeg ønske at????” – Ja, Glæd jer til at høre på mine ønsker. – Det er jo virkeligt fremtiden, det drejer sig om. – Og så ved jeg ikke engang, hvad jeg vil ønske. Det er bare for stort:

Jeg ønsker jo bare et langt liv, og det vil jeg gerne have hjælp til.

Forebyggelse, sundhedstiltag, sjov i gaden, pensionistrabat til museer og værtshuse, men som privat skal jeg også yde noget. Jeg ønsker ingen ventetid, hvis jeg ringer til kommunen, og jeg ønsker, at man taler pænt til den gamle herre, så jeg ikke skal have beredskabet klar.

Jeg vil jo gerne have det hele. Jeg vil også gerne betale for det. Men de, der ikke kan, skal have det gratis. – Men de skal selvfølgelig ikke bruge pengene på gaver til børnebørn i stedet for på sig selv. – For hvorfor skal jeg betale gaverne til børnebørnene over skatten.

Hvis jeg skal forsøge at være lidt mere visionær og forestille mig, hvad fremtidens ældre ønsker sig, så bliver det ikke meget lettere. De vil jo også det hele, og her skal de selvfølgelig have muligheder og hjælp.

Jeg kan se to tendenser for fremtiden, nemlig ”Individualitet” og ”Fællesskab”, – men de konflikter med hinanden:

Vi ønsker mere individualitet. Jeg er mig, jeg er unik. Jeg har krav og ønsker. Jeg er ikke bare en del af den gruppe, der er 70+ eller 80+ eller bor på plejehjem.

Og jeg vil bestemme selv. Nu har jeg siden jeg gik på pension, selv kunnet bestemme alt. Hvad og hvornår jeg vil spise og drikke, om jeg vil spise alene eller sammen med andre osv., osv.

Og så kommer jeg på plejehjem. Nu kan jeg ikke bestemme ret meget. Det er ligesom at gå i børnehave eller på arbejde. – Eller også vil mine pårørende bestemme for mig: “De siger f.eks. at jeg altid har spist havregryn med mælk om morgenen – så det skal jeg blive ved med”. – Og hvad så: Den unge og forsagte SOSUer siger ja, og nå, og kæmper så bagefter med at få havregrynet presset ned i halsen på mig. – I ved et knæ i brystet, og nakken godt bagover. – Den lidt ældre og modne SOSUer siger, “Det kan vi ikke forstå, vi har spurgt hende, og hun siger, at det vil hun ikke have, – og at det ved hendes datter eller søn overhovedet ikke noget om.”

Så lad os lige passe på, at vi ikke inddrager de pårørende til en umyndiggørelse af de ældre. Og forresten – hvor tit spiser pårørende sammen med deres gamle på plejehjem? – Jeg spørger bare.

Men øget individualitet og selvbestemmelse for den enkelte borger – f.eks. på plejehjem, og dejligt, nu kalder vi det igen “hjem”, efter at det i en periode har heddet plejeboligenheder. Det er da til at sige og forstå. Og så signalerer det også noget individualitet. – Et hjem er mit eget. – Her har jeg det, som jeg ønsker. Her hører jeg Bruce Springsteen, og ser film med bjerglægen og de smukke landskaber eller udsendelser med kunst eller med sex, vold og store motorcykler, – og det gjorde jeg også før, jeg kom på plejehjem.

Jeg kunne så godt tænke mig til sin tid at få nogle valgmuligheder på menuen. Men det kommer vel nok.

Livstestamenter er nok en god idé, men de skal bruges aktivt og individuelt og med forståelse.

Den anden hovedtendens, jeg ser, er ønsket om fællesskab, fordi ensomhed er den største dræber, jeg ønsker altså inddragelse og samvær, – det kollektive. Vi vil også det fælles fremover – og det uanset hvor svage vi er. – men vi vil – som jeg lige har nævnt – selv bestemme.

Vi vil gerne spise sammen eller lave andre ting sammen med andre, men ikke hver dag, og ikke som en pligt. Her kunne man måske sige, at medborgerskabspolitikken er lidt hæsblæsende, og undlader at tage hensyn til det individuelle menneske, der bare ikke vil være ensom.

Fællesskab er godt. Venner er godt, naboer og familie. – Men vi vil selv bestemme. Hvad nu hvis jeg inviterer én af jer til “spis-sammen”. – Du kan spise med mig hver onsdag på lokalcentret for 45 kr. Du skal gerne hjælpe mig derned, for jeg går dårligt. – Hvis du binder dig for et år, så koster det kun 35 kr. Du skal også betale de dage, du ikke kommer.

– Vil du det. næppe. For du vil selv bestemme. Du vil ikke være bundet.

Denne individualisering og det individualiserede fællesskab er jo en udfordring. – Og det er nok den opgave som politikerne og forvaltning samt personalet står over for. – Det kræver nok også mere personale.

Hvordan efterlever vi den enkeltes ønsker om individualitet, samtidig med at den enkelte stiller krav om fællesskab?

Hvordan skaber og håndhæver vi individualitet samtidig med, at vi dyrker fællesskabet og lighedsprincippet.

Hvordan håndterer vi de pårørende i dette samspil? – Og hvem ved mest om den gamles ønsker til hverdagen. – Personalet eller de pårørende.

Jeg så måske også gerne personalet i en rolle som den gamles “familie”. Jeg har ikke helt tænkt det til ende.

Men jeg gider ikke høre ordet “professionel”. – Han eller hun er “dybt professionel”. – Kender i udtrykket. – Hendes adfærd skal man altså ikke stille spørgsmål ved.

Hvad betyder “professionel”?- Jo at man har den krævede uddannelse, og lever af det. – Men ikke om man er god til arbejdet eller ikke.

Der findes jo også dårlige professionelle fodboldspillere – vi har en del i Aarhus. – Og de er oven i købet ikke underbetalte.

Hver gang man bruger ordet “professionel” så signalerer det for mig noget med faglighed, dygtighed og personlig distance. – Det signalerer sygehus – og jeg er ikke på sygehus, selv om jeg er syg med 5 eller flere forskellige sygdomme.

Men altså – hvad med at betragte personalet som en ekstra familie? Mon ikke de godt ville være med på den leg?

Min mor var hjemmehjælpende på gartneriet i Åbyhøj. Hun havde det også godt med sine “bridgedamer”, jo, de spillede bridge og snakkede løs. De skulle også have juleblomster hvert år. – Og min mor fik chokolade i julegave. Det måtte hun ikke tage imod på grund af sin sukkersyge, – men hun var da ligeglad. – for man skal ikke forhindre folk i at være gode og gøre gode gerninger. – Og vi børn åd chokoladen, og syntes det var helt ok, at hun tog imod det.

Og så har jeg til slut en idé der sikkert vil få mange til at hyle op:

Hvad om vi lavede en opsparingsbank for frivilligt arbejde. – Jeg yder et stykke frivilligt arbejde, f.eks. i Beder passer jeg akvarierne på Eskegården, eller råber op til banko på Christiansgården, – og at jeg så får et klippekort, eller kald det et grønt kort. – Disse tildelte klip kan jeg så bruge til at købe frivilligt arbejde for, når jeg selv får behov for hjælp. Det vil måske motivere nogle flere til at yde frivilligt arbejde. – Og så er det noget, jeg personligt belønnes for, udover kaffe og kage og andet. – Her kan vi i øvrigt lære noget af f.eks. Festugen i Aarhus, Skanderborg Festival eller andre koncerter og frivillige foreninger.

I stedet for at høre på, at sundhedssektoren mangler frivillige – til hvad dog? – Nej, hvis du selv hjælper til ved bankospil, eller går i Netto med Erna, så får du et klip, – eller et Frivilligmærke til senere brug.

Min vision for sundhedssektoren kan egentlig samles i en enkelt sætning:
Hvorfor leve i elendighed, når du kan leve i lykke.

Hvorfor leve i Missery, når du kan leve i Happyness

Carl Aksel Kragh Sørensen