DANSKE ÆLDRERÅD fik International førstepris

Statsminister Helle Thorning-Schmidt overrakte ved en officiel ceremoni i FN-bygningen i New York onsdag d. 24. september førsteprisen ”Open Goverment Award” til sekretariatsleder Marianne Lundsgaard, DANSKE ÆLDRERÅD. 

Statsministeren sagde i sin tale blandt andet, at folkevalgte ældreråd er en institution i Danmark, og at ældrerådene har bevist deres værdi og legitimitet. Ældreråd sikrer og medvirker til dialog og samarbejde mellem kommunalbestyrelse og civilsamfundets ældre borgere.

Prisen, der er indstiftet af ”Open Goverment Partnership”, hædrer de bedste offentlige borgerinddragelsesinitiativer blandt de deltagende 64 lande. Tre initiativer modtog en pris under overværelse af mange statsoverhoveder. Danmark fik førsteprisen, mens Montenegro og Philipinerne fik henholdsvis anden- og tredjeprisen. USA´s præsident Barack Obama var taler ved ceremonien. 33 lande havde indstillet ét initiativ til prisen.

De internationale dommere fandt, at den danske model med ældreråd er en så unik institution, at de skulle hædres med førsteprisen. Formand for DANSKE ÆLDRERÅD, Bent Aa. Rasmussen siger: ”Det er med stolthed, vi i DANSKE ÆLDRERÅD modtager denne pris. Danmark er foregangsland på mange områder, nu også for borgerinddragelse på ældreområdet. Prisen er en hæderspris og et skulderklap til de mange ældrerådsmedlemmer, der netop i disse dage kritisk gennemgår de kommunale budgetter for efterfølgende at rådgive politikerne. Prisen er også en anerkendelse af et fremsynet Folketing, der i 1996 vedtog lov om folkevalgte ældreråd. Det kan vi i Danmark være stolte af, og DANSKE ÆLDRERÅD vil gerne inspirere andre lande”. 

 

DOKK1 Åbent Hus

DOKK1 Urban Mediaspace Aarhus havde åbent hus i denne weekend. Der er sket en fantastisk udvikling, men alligevel lidt svært at danne sig et billede af vort nye hovedbibliotek. Skitse af Multimediehuset set fra Europaplads

Der var en lang trappe op, men professionel rundvisning og en flot udsigt til “Isbjerget”. Billedet er lånt af Urban Medisspace Aarhus.

Som navngiver til DOKK1 blev jeg spurgt om, hvordan navnet opstod:

Det var en lille proces en sen nattetime, hvor det især irriterede mig, at Ældrerådet ikke var med i bedømmelseskomiteen for navnet, men det var byrådspartierne og “Børn og unge byrådet”. – Så jeg besluttede at indsende et navn. Jeg kom hurtigt på den tidligere beliggenhed af Flydedokken, deraf de to K’er. Så skulle det være anderledes, derfor et ”ettal” i stedet for ”en”. Så langt så godt DOKK1.

Men det kunne jo også have forbindelse med min PC dock, der hver dag giver mig ny viden. – Det skulle jo ikke ligne Londons ”The Docks” – Men DOKK1 bliver under alle omstændigheder et fremtidens sted, at hente ny viden for alle.

Og endelig hvis der kommer en DOKK2 med måske et andet formål, -så har Borgerservice til enhver tid DOKK1. – Altså konstruktiv nytænkning i protest.