Telemedicin stor fremtid

Telemdicin er under stor udvikling. Gennem den nye teknologi kan hjemmeplejen kommunikere med en mere kompetent fagprofessionel medarbejder. Hjemmeplejeren kan via sin telefon sende et billede til den praktiserende læge eller hospitalet og få en faglig vurdering med det samme af et sår. 

Du kan også selv lære at overvåge din sygdom. Som diabetes patient kan du f.eks. selv følge med i dit blodsukker fra din egen PC, og det muliggør, at du også kan kommunikere med hjemmesygeplejen eller sygehuset om uregelmæssigheder.

På samme måde kan du selv medvirke til at kontrollere din lungefunktion, hvis du er KOL-patient. I Aarhus Kommune afsættes der hvert år mange midler til en konstant udvikling af området. Det er en rigtig god og moderne metode til formidling af informationer.

Gennem denne nye teknologi kan du også hjemmetræne på en effektiv måde. Du kan f.eks. via din egen TV skærm få instruktion i øvelser og kontrollere dine færdigheder undervejs i forløbet. På den måde kan du selv følge med i dit rehabiliterings forløb og medvirke til at øge din funktionsevne.

MidtVask, en stor oplevelse

MidtVask vasker for de af Region Midtjyllands hospitaler, som er beliggende i den østlige del af regionen. MidtVask er et prisbelønnet vaskeri. Der beskæftiges ca. 180 medarbejdere fra stort set fra hele verden. MidtVask ejes 100% af Region Midtjylland.Miljø & Sundhed

MidtVask er kåret, som Danmarks mest effektive vaskeri. – Det kan ikke undre, fordi der oste af effektivitet og glade smil over hele linjen. Der vaskes 5.400 tons linned, uniformer, håndklæder, sokker og klude m.m. pr. år. Det svarer til 21 tons tøj pr. dag.

Vaskeriet er certificeret efter ISO 14001 standard. Således har man gennem en årrække bevidst reduceret energi, vand og kemikalie forbruget.

Gennem den omfangsrige automatisering sætter man arbejdsmiljøet og hygiejnen i højsæde. Der er pt. to holds drift, fordi der er pladsmangel. Store tøjposer og kar og containere findes i 3 etager, og via kraftige transportbaner flyttes det snavsede tøj rundt til vaskemaskiner og tørremaskiner, inden det lægges sammen til brug.

Der er en ny udvikling i gang på sygehusene, fordi der er udviklet dyner, der ikke skal have dynebetræk på. Disse dyner er en kæmpe besparelse på sygehusene, men de giver MidtVask store flaskehalse og kapacitetsproblemer. Derfor er man glad for, at Region Midtjylland er ved at finde penge til en ny placering. – Det er en nødvendighed, hvis ikke man skal indføre tre holds drift. Der er ingen tvivl om, at MidtVask, gennem deres evne til at prøve noget nyt, og gennem den store ansvarlighed, der lægges for dagen,  vil kunne øge effektiviteten i nye omgivelser til glæde for Region Midtjylland.

Liv i minderne

Minderne har vi da lov at have. – Ja, genkendelsens glæde var stor, da Retrospect Film havde inviteret til premiere på de 50 minifilm i Filmbyen i Aarhus. – Filmene var blevet lavet og finansieret i samarbejde med Aarhus Kommune, VIA, Trygfonden og Socialstyrelsen. 

Filmene var produceret i nært samarbejde med DemensCentrum Aarhus, og de skal hjælpe til med at give demente borgere en bedre livskvalitet. Til premieren så vi fire film a 10 minutter hver. Den første handlede om en unge piges romantiske stævnemøde. Den anden om en skolepige, der kom hjem fra skole til sin mor. Den tredje om de afbildede soldaterkammerater på øvelse, og den sidste om en kernefamilie på strandtur med madkurven.

Der var virkelig skruet ned for handling og og op for stemning med nærværende billeder. Filmene foregår i 1950’erne, og med highlights fra den tid refererer filmene til noget genkendeligt og vedkommende. – Tak for en god oplevelse som uden tvivl vil høste anerkendelse både herhjemme og i udlandet.

Stemmer på kanten

Jeg vil gerne være med til at stemmeprocenten til valgene i Aarhus Kommune bliver større, end den har været de sidste gange. Frivillig aktiviteten ”Stemmer på kanten” handler om at få flere socialt udsatte borgere til at stemme.

Socialt udsatte borgere synes, det er nytteløst at stemme. Politikerne er ikke interesseret i de budskaber, der bringes fra denne udsatte gruppe af borgere.

Der er mange kampagner i gang for at øge stemmeprocenten til de forskellige valg, vi har i efteråret. Det handler både om valg til Ældrerådet, Brugerrådene, Byrådet og Regions Rådet.

Der er især to grunde til at intensivere arbejdet med med de socialt svage og måske glemte grupper af medborgere. – Hverdagens udfordringer skal i en fælles åben dialog forandres og forbedres, og  meninger og bud til den politiske dagsorden skal tydeliggøres. – Så vil der være en grund til at afgive sin stemme på valgdagene og især tirsdag den 19. november.

 

Måltider og ernæring

”Uden mad og drikke duer helten ikke”, er der et gammelt valgsprog, der hedder, og det er så sandt, som det er skrevet. – Selv om vi bliver ældre, vil vi gerne fortsat være helte. – Men nogle af os skal passe på med at spise for meget, og andre normalt småtspisende bliver dikteret: ”Spis og drik, spis og drik.

Således er det vigtigt, at personalegrupperne kender til betydningen af måltider og ernæring. Nogle steder får man leveret mad fra storkøkkener. Andre steder laves maden fra bunden af. I begge tilfælde er det vigtigt at medarbejderne indgår i hele processen fra indkøb til produktion, tilberedning, levering, anretning og servering af retterne.

Hvis processen går direkte fra produktion til servering springes nogle af de vigtige mellemled over, og det er sværere at levere variabelt tilberedte retter. Således skal man i disse tilfælde være særlig opmærksom på udfordringerne i forhold til overvægtige og undervægtige borgere. I visse tilfælde forsvinder duften af mad, og borgeren får ikke lov til at være med i processen, hvilket kan reducere appetitten betydeligt. Her kan små sjove mellemretter hjælpe de småtspisende på rette køl.

Frivillig social indsats

Der skal skabes optimale rammer for frivillige sociale indsatser. – Der er mange frivillige foreninger og hjælpeorganisationer, patientforeninger samt kirkelige organisationer, som alle medvirker til at danne rammen om det sociale frivillige arbejde.

Det frivillige arbejde indenfor ældreomsorgen ekspanderer for tiden. De frivillige har ofte mere tid og en anden tilgang til den enkelte borger end medarbejderne i ældreplejen har. Medarbejderne tager sig helt naturligt af det faglige og visiterede arbejde, hvorimod de frivillige kan hjælpe med på mange andre områder. De kan være besøgsvenner, gå tur venner og motionsvenner. De kan være spisevenner og bo sammen venner og rejsevenner samt buschauffører og caféhjælpere.

Et rigtig godt samarbejde mellem de ansatte og de frivillige er en nødvendighed. Man skal huske på, at de ansatte deltager på arbejdstid, og de frivillige deltager på lysttid. – Hele denne positive bølge rummer mange muligheder for både borgere, pårørende og frivillige.

Hvis du er frivillig er det vigtigt, at du også er forsikret for ulykke og ansvar. Derfor skal du være registreret ved Aarhus Kommune eller i en frivillig organisation eller forening.

Generationernes hus

Der tales meget om ”Generationernes Hus”, men hvad er det? – I stor stil er det vel en ”Landsby i Storbyen”. Det lyder både romantisk og funktionsdygtigt. – Eller er vi på vej i det, vi kendte fra for mange år siden. Moden skifter og kortene blandes på ny. 

Det er nok lidt af det gamle nostalgiske, men på en moderne og ny måde, hvor man trods alt er en del af den omliggende større by. Man vil være en del af livet i samspil med alle aldersklasser. Man vil være en del af et selvvalgt fællesskab. Man ser frem til at være en del af et trivselsmiljø, hvor man lever livet med fælles oplevelser og tænker på nye muligheder, måske uden begrænsninger.

Man har valgt et forpligtende fællesskab med naturlige aktiviteter, og hvor man passer på hinanden i et trivselsmiljø. – Begrebet ”plejebolig” og ”visitation” eksisterer ikke i denne livsstil, og derfor skal ”hjemmeplejen” nytænkes eller designes på en anden måde.

Konferencer hos LO faglige seniorer

I august 2013 holdt jeg oplæg i Aarhus for ”LO faglige seniorer i Østjylland”. Det har afledt, at jeg er inviteret til at være hovedtaler på to konferencer, en i Odense og en i Roskilde, i midten af september.

Jeg er inviteret til at komme med et godt indlæg om, hvordan Ældreråd fungerer. LO faglige seniorer finder det vigtigt, at Ældrerådene bliver mere synlige og forholder sig aktivt til de ældres forhold i kommunerne. Emnerne er talrige: For eksempel ”Offentlig transport”, ”Sundhedssystemet”, ”Rettigheder for ældre” og ”Anvendelse af IT” nævnes i flæng. – Jeg glæder mig meget til at informere om arbejdet i Ældrerådene og Seniorrådene, og ikke mindst om arbejdet i Ældrerådet i Aarhus Kommune og samarbejdet med forvaltningen, og de måder hvorpå vi rådgiver Aarhus Byråd.

Jeg skal ligeledes tale om Ældrerådsvalget for FOA seniorklub i Østjylland ugen før, jeg skal til Odense og Roskilde. Samtidig er valgkampen i Aarhus ved begynde.

Travl uge

Sidste uge var meget begivenhedsrig. – Først og fremmest afleverede jeg mit kandidatur med 20 stillere til det nye Ældreråd i Aarhus Kommune.

Ældrerådet afholdte fire infomøder bla. på forskellige biblioteker. – Det er nu spændende, hvor mange kandidater, der opstiller. – Men der går en uge mere inden listen ligger klar. 

Ugen gik i øvrigt med Styregruppemøde, møde med Brugerrådenes Formandsskab, møde med Danske Ældreråd for formænd og næstformænd i Region Midtjylland, Budgetudvalgsmøde med udfærdigelse af et forslag til høringssvar til Aarhus Byråd.

Ugen sluttede med en festlig åbningsceremoni af Aarhus Festuge i Musikhusets Symfoniske Sal. H. M. Dronning Margrethes åbningstale blev elegant startet med ”Vi higer og søger i gamle bøger” med en hentydning til den aarhusianske undergrund. – Den er jo udsat for en grundig undersøgelse, som følge af den meget dynamiske udvikling flere steder i byen, og især i havneområdet.

 

Hjemmehjælpskommissionen om midlertidig og varig hjælp

Hjemmehjælpskommissionen foreslår at ophæve sondringen mellem midlertidig og varig hjælp på hjemmehjælpsområdet. Det er sådan, at borgeren idag skal betale for midlertidig hjælp. Denne ændring kræver dog en lovændring.

Jeg synes, det er en rigtig tankegang, at man vil ophæve denne forskel. Den harmonerer ikke med den rehabiliterende tankegang og det generelle princip med løbende tilpasning af hjælpen. Hvis der er brugerbetaling for rehabilitering, vil det ikke motivere borgeren i at deltage i ”Grib Hverdagen”, og medarbejderne vil ikke være tilstrækkeligt aktive og motiveret til at agere som ”hjemmetrænere” i stedet for ‘hjemmehjælpere”.

Desuden skal vi også huske på, at mange borgere frasiger sig den midlertidige hjælp, for når jeg alligevel skal betale for den, så kan jeg lige så godt klare mig selv med den store risiko at få et tilbagefald og blive genindlagt. – Ændring af loven vil også lette de administrative byrder for den kommunale forvaltning.