Forfladigelser, Lad os ikke gøre det hele akut

Oftere og oftere ser jeg kommuner anvende ordet ”Akut” i sekundære sammenhænge. Man skal passe på med at forfladige dette ord. Det bør kun bruges, når man skal behandles ekspres på hospitalet for et eller andet alvorligt eller livstruende.

F.eks. ”Akutliste til vaccination mod Covid-19”. Her kunne man bedre bruge ”Tilkalds liste eller Venteliste”. Det er vigtigt, at man ved afbud eller udeblivelse kan hjælpe andre.

Et andet udtryk er ”Akut-trivselspakke”. Det bruges for at bekæmpe ensomheden i kommunen og samfundet. ”Trivselspakke” kan godt stå alene. Den fortæller om så mange muligheder, der giver genlyd og lyst til livet.

Et andet udtryk er ”Akut-trivselspakke”. Det bruges for at bekæmpe ensomheden i kommunen og samfundet. ”Trivselspakke” kan godt stå alene. Den fortæller om så mange muligheder, der giver genlyd og lyst til livet.

”Akut aflastning” har jeg også hørt, når en pårørende er kørt i sænk eller skal indlægges. En sådan nødløsning er kommunerne normalt gearet til, og ordene ”Hurtig eller Ekspres aflastning” er mere mundrette ord.

Efter at regionens hospitaler hjemsender patienterne, før de er færdigbehandlede, har kommunen oprettet en ”Akutenhed” på Vikærgården. Herfra har Aarhus Kommune også en ud-kørende ”Akutfunktion”. Disse betragtes som et mellemled mellem hospitalsservice og kommunal service. Den øverste patientansvarlige er i sådanne tilfælde en tilknyttet hospitalslæge eller egen læge. – Til disse kommunale enheder og funktioner falder det helt naturligt at bruge ordet ”akut”, fordi patienten er fortsat under behandling for noget alvorligt.

Når jeg reagerer så kraftigt på misbrug af ordet ”Akut”, er det netop fordi, ordet ”Akut” er noget, der skal ske her og nu, ligesom jeg selv oplevede det med mit hjertestop for nylig. – Der var det min redning, at ambulancen var tæt på, og hospitalet var klar til hurtig behandling.

Hvornår bliver den kollektive trafik stabil og overskuelig.

Den kollektive trafik i Region Midtjylland virker ustabil med en vildskov af ordninger. Hvert eneste år skal der spares og omlægges ruter så ældre borgere slet ikke kan følge med i ændringerne. Nogle byer laver fordelagtige ordninger indenfor deres egen bygrænse, men skal man udenfor og i andre zoner, skal man betale ved kasse et.

De blå regionale busser konkurrerer vildt med de lokale bybusser, og det er Midttrafik, der trækker i snorene, som om det er et harlekinspil for galleriet. Så skal der spares 40 mio. i regionen et år, og det næste år er der fundet lidt plaster til såret. – Men hvem er taberne? Det er den grønne omstilling og de ældre borgere.

Vi mister gang på gang f.eks. enten en regional rute fra vest til øst eller en strand-rute fra nord til syd, og hvis ikke de kollektive trafikruter passer ind i billedet, får man mulighed for at tage en flex-taxa. I de fleste tilfælde er det en meget dyrere løsning for borgeren, især hvis man skal til undersøgelse hos en speciallæge i en anden by, eller hvis man skal til behandling eller kontrol på et af vore akut-sygehuse.

Så skal man også kunne ordningerne udenad og finde ud af, hvilken transportmåde der er billigst eller bedst i den givne situation, hvor man i mange tilfælde ikke har energi til at studere reglerne og ringe til regionens eller kommunens kørselsordning. Der burde være en ensartet betaling for kørselsydelsen i alle vore 19 kommuner i Region Midtjylland.

Betalingsmetoden kan også være et problem. Kan man få lov at betale kontant med mulighed for at få returpenge, eller skal man betale med betalingskort eller pensionistkort. Det er ikke altid rejsekortet kan anvendes eller er det billigste.

Der tales meget om, at busserne er blevet for store, og at de i bytrafikken skal lægges om til mindre el-busser, som gavner den grønne omstilling. Det kunne gøres ved sikre parkeringspladser udenfor byerne og med planmæssige pendlerbusser til byernes centrum eller til akutsygehusene.

Det var rart at læse lederen i Stiften den 10. jan. 2021 af Redaktør Tobias Heede Niebuhr. Den værdige ældrepleje har i dette tilfælde været en kamp mellem en forvaltning, der føler sig trådt på, og en TV 2 dokumentarudsendelse, der fortæller sandheden. – Men den værdige ældrepleje er til for, at vi borgere og pårørende skal føle os trygge i systemet.

Man kan med rette spørge om: ”Hvor har borgerne hjemme i systemet, når myndighederne skal kæmpe mod hinanden i en sådan gyser”. – Langt de fleste plejehjem har en stærk og synlig ledelse og omsorgsfulde medarbejdere, og mange tak for det.

Når klager ikke tages alvorligt, er det godt, at Danmark har et ”Videncenter for værdig ældrepleje”. Det opstod helt naturligt efter værdighedspolitikkens fremmarch, og fordi ikke alle kommuner tog den lige alvorligt.

Værdighedspolitikken fik mere og mere et ståsted, ikke mindst fordi klagerådene blev nedlagt 2012. – Alle politikker har nogle indledende afsnit med overordnede mål. – Men der hører også en handleplan til. En handleplan der kan gennemføres gnidningsløst. – Og når den mangler, vil værdighedspolitikken i visse tilfælde ende som det, der skete på Kongsgården i Aarhus.

”Videncenter for værdig ældrepleje” blev således også tilkaldt, og den har garanteret også sat sine spor i genopretningsplanen for Kongsgården. Men som borger og pårørende i Aarhus Kommune kan man kun spørge sig selv: ”Hvorfor skulle der gå så lang tid?”

Glemmer du, så husker jeg i særdeleshed de mange gode minder, vi har haft sammen. – Men det er også det lange farvel, der har udviklet sig i særlig grad i den demente borgers sidste år, mens hjernen er krympet ind og fysikken har ændret sig for til sidst at være koblet helt fra.

Det er en grusom sygdom, der kan vise sig fra mange vinkler. Det er svært, når man plejer at få et kvalificeret modspil om forskellige emner, og så gradvist eller pludseligt at skulle holde med den demente borger i enhver situation.

Det er dog vigtigt at personen støttes i at bruge sine færdigheder, og der skal tages hensyn til det konstant langsommere tempo. Man må ikke forstyrre personens handlinger og tanker med bebrejdelser og modstand eller drillerier på bekostning af den demente borger.

Alt for ofte opleves det, at der tales hen over hovedet på den svækkede borger, og at der udføres handlinger, som om den demente borger ikke er til stede. Borgeren skal have fuld opmærksomhed og føle sig involveret i både fysiske og psykiske sammenhænge.

Den demente borgers erfaring skal anerkendes og ikke nedvurderes, så personen føler sig udelukket. – Borgeren kan let snydes, tvinges, distraheres eller manipuleres med. – Men efterfølgende skaber det angst, især hvis trusler og vold og inkompetence resulterer i nedværdigende behandling.

Det er svært at have en elsket, der kæmper med demens, som ofte er en Alzheimers sygdom. Det er vigtigt, at medarbejdere, især på plejehjem, og venner samt pårørende er bevidste om at fastholde et værdigt samvær, også selv om borgeren til sidst intet kan og skal hjælpes med både det at spise og drikke og flytte sig.

Fremtidens nære og sammenhængende Sundhedsvæsen i balance skal indeholde 4 visioner:

1. Mere lighed i sundhed
2. På borgerens præmisser
3. Sundhedsløsninger tæt på borgeren
4. Mere sundhed for pengene

Således skal der foreligge en epikrise (et udskrivningspapir) og en behandlingsplan, når patienten udskrives. Der stiles efter en samarbejdsaftale mellem Region, Kommune og praktiserende læge. I første omgang som en forsøgsordning hvor hospitalet har ansvaret for en nødvendig overlevering som er klar, når patienten udskrives.

Denne plan skal være påbegyndt allerede ved indskrivning, som en del af samarbejdsaftalen om den gode indlæggelse og udskrivning.

I praksisplanen omtales 3 temaer og indsatsområder:

1. Lighed i sundhed og forebyggelse både somatisk og psykisk
2. Tilgængelighed og digitalisering både fysisk, telefonisk og digitalt
3. Lægedækning og rekruttering

Vore kommuner er slet ikke sammenlignelige, og derfor vil disse bero på forskellige lokale aftaler. Vore lægepraksisser modtager i dag mange epikriser som er lange og i nogle tilfælde svære at forstå. Derfor er det vigtigt at epikriser udvikles i forbedrede former, måske med farvekoder så lægen kan se om der kræves handling her og nu.

Der er alt i alt lagt op til et forbedret kommunikationssystem mellem hospital og den praktiserende læge, men også et system der klart fortæller patienten og dennes pårørende om det er hospitalet eller kommunen eller den praktiserende læge, der fortsat vil have ansvaret for patienten.

Jeg er et produkt af det pulserende erhvervsliv, hvor målet var at levere den højeste grad af kvalitet, så vore kunder altid kunne være tilfredse.

Mit erhverv var væksthusgartneri og forædling af planter og forbedring af metoder. En vigtig forudsætning for succes både i Danmark og globalt var, at mine medarbejdere og jeg kunne levere rent plantemateriale. Således skulle vore planter være sygdomsfrie og sunde. Min virksomhed var ISO-certificeret og vi var således metode- og sundhedskontrolleret.

• Vi fik jævnligt korte besøg af vores planteavlskonsulent, som vi til enhver tid kunne spille ”ping-pong” med.
• Vi havde årligt opfølgning fra en ISO-kontrollør, der til enhver tid skulle godkende vore produktionsmetoder. Det var en metodekontrol, der hvert år skulle give os ret til bruge ISO-navnet.
• Vi var naturligvis også igennem årlige sygdoms- og sundhedskontroller underkastet myndighederne, som i vores tilfælde var Statens Plantetilsyn.

Således burde alle Danmarks plejehjem og plejeenheder være ISO-certificeret. Der er i dag mange specialer indenfor ISO-systemet. Dette system kunne udvikles på en måde, der er tilpasset, det at passe på ældre borgere. Det kunne være tilpasset unikke pædagogiske kvaliteter. Det kunne være fri for lokalt udviklede kontrolværktøjer, idet det skulle gælde for alle og sikre ensartede kommunale kvalitetsstandarder. Systemet kunne hedde ”ISO-2020 for plejehjem”. Det kunne blåstemples af KL, og efter min mening skulle det sikre følgende årlige runder:

• Kommunens sundhedskonsulent kan til enhver tid konsulteres for korte besøg. Det kunne være en kvalificeret sygeplejerske.
• ISO-kontrolløren tjekker anvendte metoder årligt og godkender forbedringer og forlænger eller stopper ISO-godkendelsen. Det er en metodekonsulent.
• ”Styrelsen for Patientsikkerhed i Plejeboliger” tjekker årligt som myndighedskontrollør, at lovene følges.

Det burde være en forenkling og en effektivisering af tilsynsfunktionen, hvor ansvaret lægges over på forstander og den interne metodemedarbejder.

Det vil nok tage tid at omlægge til et sådant system, men jeg er sikker på, at det på sigt vil løse kvalitets- og tillidskrisen på det sociale og sundhedsmæssige område.

Man kunne starte i det små på alle plejehjem med at frigøre SOSU-medarbejdernes arbejdspres ved at ansætte nogle unge medarbejdere 3-4 timer dagligt til f.eks. borddækning, anretning, afrydning, opvask og oprydning. Ca. 30-40% af SOSU-medarbejderes arbejde går med disse opgaver. – I erhvervslivet hedder de ”piccoliner”. – Så vil SOSU-personalet kunne frigøres til det egentlige pleje- og omsorgsarbejde for plejehjemsbeboerne. – Det kunne være et supplement til SU-lønnen, og det kunne sikre, at arbejdet bliver gjort. – I stedet for er der måske en mulighed for, at de frivillige kan påtage sig dette arbejde. – Herved vil den manglende arbejdskraft indenfor SOSU-området kunne afhjælpes.

Afslutningen af indlægget er inspireret af Esther Kathrine Andersen som er medlem af Ældrerådet i Aarhus Kommune.

Jeg er det danske sundhedssystem meget tak skyldig og især stor tak til Hjerteafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Midt i mit vedligeholdelses program på Fysio Center Aarhus i Risskov fik jeg en kortslutning i mit hjertesystem, der blokerede for blodomløbet og forårsagede et hjertestop. Dygtige medarbejdere og en selvtræner på stedet gav mig straks hjertemassage og 5 minutter efter var lægebil og ambulance klar til at støde og køre mig til Skejby.

Jeg kom akut på operationsbordet og fik påsat en udvendig pacemaker af dygtige læger og sygeplejersker. I tre døgn lå jeg til kontrol og observation med mange test, prøver og skanninger, som resulterede i, at jeg fik indopereret en permanent pacemaker med stødfunktion.

Meget professionelle sygeplejersker tog hånd om mig og sørgede for, at indlæggelsen var behagelig og meget informativ. Jeg var ikke i tvivl om, at alle involverede havde reddet mit liv, hvilket jeg naturligvis takkede for, med dette svar fra den opererende overlæge: ”Det skal du ikke takke for. Jeg gjorde bare mit arbejde”. – Det er en bemærkning, jeg sent vil glemme.

Jeg har nu en uge efter kollapset fået en ny ”bedste ven”, der står på mit natbord og indsamler data om mine hjerteaktiviteter. Hver nat sender den dagens data til Hjerteafdelingen i Skejby, der vil alarmere mig, hvis noget unormalt optræder. Jeg kan også selv reagere, hvis jeg mærker noget forkert.

Det er det danske sundhedssystem i en nøddeskal, tak for det. – Og imens og især bagefter er min kone og den nærmeste familie uundværlig, – og jeg fik bud på fra den udskrivende overlæge, at jeg skulle tage hjem og fortsætte med mit daglige arbejde, hvilket jeg agter at gøre med visse restriktioner i starten.

Arbejdsglæden på arbejdspladsen er altafgørende for trivslen på arbejdspladsen. En lille påskønnelse er meget vigtig.

Men hvorfra skal tilfredsheden komme. Den skal komme fra alle med kontakt til plejehjemmet, og det smitter af hele vejen op i systemet, lige fra pårørende, beboere, medarbejdere, ledere, forstandere, chefer og ikke mindst fra direktøren.

Der skal så lidt til for at skabe glæde, men modsat kun et enkelt fejltrin skaber utryghed og modtryk.

Vi skylder vore medarbejdere på vore plejehjem en stor tak for den daglige indsats de yder, lige fra hyppige opsyn med sengeliggende borgere til toiletbesøg og tandbørstning og meget mere.

Oplæring i de enkelte opgaver er vigtigt. Der er brug for en uafhængig faglært medarbejder, der kan koncentrere sig om kvalitetssikring og kompetenceudvikling på ethvert plejehjem. Opad i arbejdspladsen er det plejehjemsforstanderen, der har ansvar for kulturen eller trivslen på det enkelte plejehjem. – ”Som chefen er, så følge hendes/hans svende”.

Forstanderen har ansvar for kontrollen, så de nødvendige kommunale tilsyn kun spiller en overordnet rolle. Anmeldte tilsyn har sjældent den tilsigtede effekt. Uanmeldte tilsyn virker måske efter hensigten, men det går som en løbeild, nu er der tilsyn, – og så er det forstanderen og den uafhængige kvalitetssikringsmedarbejder, der er til eksamen.

Det er helt forståeligt, at den negative omtale, der foregår lige nu i pressen, får negative konsekvenser for hele erhvervet, der rummer både dygtige sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter samt ikke mindst faglærte SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere.

Plejehjemsbeboere i dag har væsentligt flere skavanker og større plejebehov end for bare få år siden, og medicinalindustrien gør alt, hvad den kan for at holde os i live.

Problemet er ikke, at vi skal dø. Problemet er, at vi helst skal leve, indtil vi dør.

Med inspiration fra Esther Kathrine Andersen, også medlem af Ældrerådet i Aarhus Kommune

Hvis jeg bliver dement eller på anden måde bliver handlingslammet, ønsker jeg, at mine to nærmeste til enhver tid skal kunne sikre, at mine personlige og økonomiske forhold bliver gennemført efter deres ønske. Hvis min retssikkerhed bliver truet, skal de til enhver tid kunne handle for mig vedr. mine personlige forhold overfor offentlige myndigheder. De skal kunne påklage afgørelser og kunne bede om aktindsigt i alle oplysninger vedr. min person og mine helbredsforhold.

Således vil min ”Fremtidsfuldmagt” blive sat i kraft forhåbentligt i tide. – Men det er en 2-3 år gammel mulighed. – En mulighed som mange ældre i dag ikke har kunnet gennemføre. – Det er også nyt, at pårørende har fået mere magt gennem den lovfæstede ”Værdighedspolitik”, som alle kommuner i Danmark har nedfældet på meget forskellig vis.

Nu vil man i Aarhus genindføre en slags klageråd eller nævn igen. Klagerådene blev nedlagt for netop 10 år siden, og for 5 år siden blev ”De sociale forbrugerråd” nedlagt. Lokalcentrenes brugerråd har også fået mindre og mindre magt. – Jo, for nu skal der ske en inddragelse af alle kommunens borgere. – Alle kommunens borgere er også pårørende på én eller anden måde, så det er en fin tanke, hvis bare man vil lytte og handle efter de pårørende, når det brænder på.

Jeg har altid lært, at når “Retten er sat” skal man ikke blande sig. – Man kan godt have en mening, men det er ens egen, også når retten har talt. Landsretten afsiger sin dom den 30. juni 2020. – Men stopper sagen der?

Jeg forstår godt byrådsmedlemmer, der vakler imellem ja eller nej til at se de skjulte optagelser. – For mit vedkommende kan jeg godt vente. – Der er mening med alting, og jeg forstår fremfor alt de pårørendes trang til at forbedre forholdene for deres kære ældre borgere.

Det er befriende at direktionen i Sundhed og Omsorg nu også for et par dage siden viste deres samarbejdsvilje overfor medarbejderne på Kongsgården. Det havde de vist ventet længe på. Jeg forstår også, hvis de føler, at de har befundet sig “som en hund i et spil kegler”. – Inden det juridiske slagsmål stopper, kan de forhåbentlig rejse sig på følgende måde: “Se hvordan det var for nogle, nu er det heldigvis godt for alle”.

Alt imens fosser pengene ud af Aarhus Kommune til jura og undersøgelser, der lige så godt eller endda bedre kunne være anvendt på plejehjem og i hjemmeplejen. – Men det må vi så håbe på, at de bliver i fremtiden.

Det er utroligt, at et byråd kan blive enige om een ting, og at en advokat for magistratsafdeling har magt til at undsige byrådet med, at bordet fanger, og så tilmed i samme sag advokere for dem begge. – Men det er jo ikke i Landsretten, at den kamp står. – Byrådet må føle sig taget rigtig godt ved næsen over, at det skal kæmpe en indbyrdes kamp mod dets egen magistratsafdeling med samme advokatfirma som mægler for borgernes penge. – Ligeledes er det vel også svært som Rådmand at kæmpe for sit partis holdning i kollision med Sundhed og Omsorgs holdning, men her er man heldigvis med sund fornuft advokat for sig selv.