Den største provinsby i Danmark er København. – Da jeg i 1963 arbejdede i landets hovedstad, var der mange hjemstavnsforeninger, der slog dørene op og heldigvis for det, for ellers kunne man godt føle sig glemt og alene i fritiden.

Idag oplever jeg denne flugt fra hjemstavnen på en anden måde. – Børnene har fået fast arbejde og bopæl i andre kommuner end, hvor de er opvokset. Forældrene bliver ældre og endnu ældre, så man ikke kan klare sig selv, men skifter bopælen ud med en mindre bolig, en ældre venlig bolig eller en plejehjemsbolig.

Og hvordan sker det så? Forældrene flytter fra hjemstavnen til byen, hvor børn og børnebørn residerer. Det er familien der betyder mest, så det er forståeligt nok.

Mine svigerforældre flyttede fra Herning til Aarhus, hvor deres to døtre nu havde slået rod med børnebørn og øvrig familie. – Det er nu tolv år siden. Desværre levede min svigerfar kun i to år derefter. – Men efterfølgende havde vi min nu afdøde svigermor i ti år yderligere. – Det var godt for alle parter, at afstanden var så kort, især de sidste godt to år, hvor hun boede på plejehjem.

Det er rigtig godt, at vi i Danmark kan flytte over større afstande uden at miste rettigheder. Det er også godt for plejehjemmene, at kærlig familie bor så tæt på. – Det, at nær familie og pårørende let kan komme på besøg, er også en stor hjælp og aflastning for plejepersonalet, som medlevende og deltagende lærer at tage imod de nærmeste og integrere dem i forholdene, som jo skifter meget fra plejehjem til plejehjem, men har et mål: At sørge for beboernes ve og vel.