Der er i de sidste 70 år sket en rivende udvikling indenfor alle områder. Den fortsatte udvikling kaldes idag blandt andet for “Velfærdsteknologi”, i alle tilfælde indenfor sundhedssektoren.
I min tid er udviklingen på forskellige områder konstant gået fra svære arbejdsbelastende og uhygiejniske metoder til lettere og mindre ressource krævende metoder, såsom de 10 nedennævnte som væsentlige i min verden:
- Fra isskab til køleskab og fryser.
- Fra brændekomfur til elkomfur og el ovn.
- Fra vaskebræt, gruekedel og vridemaskine til vaskemaskine og tørretumbler.
- Fra latrinspand i udhuset over “træk og Slip” til moderne spule og tørre toiletter.
- Fra vandpumpe i gården til rindende vand fra kommunen og varmtvandsbeholder.
- Fra pen og blæk over skrivemaskine til PC’er og e-mails.
- Fra kompostdynger til forbrændingsanlæg og kloaksystemer med vandrensning.
- Fra manuel kulfyring med udtag af slagger til fjernvarme.
- Fra vandkander og vandslanger til automatiske vandingssystemer.
- Fra spade og skovl til gravemaskiner.
Denne udvikling vil aldrig stoppe, og det skal den heller ikke. – Jeg mener ikke, at almindelig udvikling er velfærd. -Udvikling og innovation er en naturlig del af samfundet. Ved en naturlig udvikling bliver vi alle bedre til at tilpasse os “de moderne tider”, som alle dage har været “de moderne tider”. – Når noget bliver udviklet, skal noget andet afvikles, og det kan godt være indviklet, uden at det er etisk forkert at tilpasse sig.