Jeg er et produkt af det pulserende erhvervsliv, hvor målet var at levere den højeste grad af kvalitet, så vore kunder altid kunne være tilfredse.

Mit erhverv var væksthusgartneri og forædling af planter og forbedring af metoder. En vigtig forudsætning for succes både i Danmark og globalt var, at mine medarbejdere og jeg kunne levere rent plantemateriale. Således skulle vore planter være sygdomsfrie og sunde. Min virksomhed var ISO-certificeret og vi var således metode- og sundhedskontrolleret.

• Vi fik jævnligt korte besøg af vores planteavlskonsulent, som vi til enhver tid kunne spille ”ping-pong” med.
• Vi havde årligt opfølgning fra en ISO-kontrollør, der til enhver tid skulle godkende vore produktionsmetoder. Det var en metodekontrol, der hvert år skulle give os ret til bruge ISO-navnet.
• Vi var naturligvis også igennem årlige sygdoms- og sundhedskontroller underkastet myndighederne, som i vores tilfælde var Statens Plantetilsyn.

Således burde alle Danmarks plejehjem og plejeenheder være ISO-certificeret. Der er i dag mange specialer indenfor ISO-systemet. Dette system kunne udvikles på en måde, der er tilpasset, det at passe på ældre borgere. Det kunne være tilpasset unikke pædagogiske kvaliteter. Det kunne være fri for lokalt udviklede kontrolværktøjer, idet det skulle gælde for alle og sikre ensartede kommunale kvalitetsstandarder. Systemet kunne hedde ”ISO-2020 for plejehjem”. Det kunne blåstemples af KL, og efter min mening skulle det sikre følgende årlige runder:

• Kommunens sundhedskonsulent kan til enhver tid konsulteres for korte besøg. Det kunne være en kvalificeret sygeplejerske.
• ISO-kontrolløren tjekker anvendte metoder årligt og godkender forbedringer og forlænger eller stopper ISO-godkendelsen. Det er en metodekonsulent.
• ”Styrelsen for Patientsikkerhed i Plejeboliger” tjekker årligt som myndighedskontrollør, at lovene følges.

Det burde være en forenkling og en effektivisering af tilsynsfunktionen, hvor ansvaret lægges over på forstander og den interne metodemedarbejder.

Det vil nok tage tid at omlægge til et sådant system, men jeg er sikker på, at det på sigt vil løse kvalitets- og tillidskrisen på det sociale og sundhedsmæssige område.

Man kunne starte i det små på alle plejehjem med at frigøre SOSU-medarbejdernes arbejdspres ved at ansætte nogle unge medarbejdere 3-4 timer dagligt til f.eks. borddækning, anretning, afrydning, opvask og oprydning. Ca. 30-40% af SOSU-medarbejderes arbejde går med disse opgaver. – I erhvervslivet hedder de ”piccoliner”. – Så vil SOSU-personalet kunne frigøres til det egentlige pleje- og omsorgsarbejde for plejehjemsbeboerne. – Det kunne være et supplement til SU-lønnen, og det kunne sikre, at arbejdet bliver gjort. – I stedet for er der måske en mulighed for, at de frivillige kan påtage sig dette arbejde. – Herved vil den manglende arbejdskraft indenfor SOSU-området kunne afhjælpes.

Afslutningen af indlægget er inspireret af Esther Kathrine Andersen som er medlem af Ældrerådet i Aarhus Kommune.