Ældrerådet i Aarhus Kommune har netop konstitueret sig med Jan Radzewicz som genvalgt formand, Kirsten Engell som ny næstformand og Carl Aksel som genvalgt sekretær.
I den anledning har Ældrerådet og Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg udsendt følgende:
Pressemeddelelse den 19. jan. 2018
Nyt ældreråd i Aarhus vil sikre bedre pleje og omsorg for de ældre
Ældrerådet i Århus vil i de kommende år arbejde for at plejen og omsorgen i plejeboliger og i hjemmeplejen skal blive bedre.
Efter valg og konstituering er målet for Ældrerådet i Aarhus, at plejen og omsorgen i de aarhusianske plejeboliger og hjemmepleje om fire år skal være endnu bedre. Ældrerådet vil udbygge og dyrke samarbejdet med rådmanden og resten af Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg og derigennem komme med gode ideer til området.
-Vi er ikke eksperter, os der sidder i Ældrerådet, men vi kan kaste nye øjne på, hvordan vi kan skabe en bedre pleje og omsorg i hjemmeplejen og i plejeboliger, så vi kan være med til at drive en udvikling, der højner kvaliteten og tilfredsheden. Mange af os sidder i brugerråd og har forbindelser til både plejehjem og organisationer, og det betyder, at vi kan bidrage med viden, erfaring og frie betragtninger, som ikke er bundet af, hvilke ressourcer Sundhed og Omsorg har til rådighed, siger Jan Radzewicz, formand for Ældrerådet i Aarhus.
Jan Radzewicz blev genvalgt som formand for Ældrerådet i sidste uge ved lodtrækning efter stemmelighed mellem ham og Kirsten Engell, som til gengæld blev valgt som næstformand.
Sammen med de 13 andre medlemmer af Ældrerådet, vil de i de næste fire år også arbejde med temaet god mad – både på plejehjemmene og i hjemmeplejen. På plejehjemmene skal der være hjemmelavet mad alle ugens syv dage mens hjemmeplejens madservice også skal have et kvalitetsløft.
– Borgere i eget hjem, som får færdiglavet mad, skal have flere valgmuligheder. På plejehjem er det muligt for beboerne at præge menuen i løbet af ugen, men dem der bor hjemme, har ikke samme muligheder for at prøve noget forskelligt, siger Jan Radzewicz, som samtidig nævner, at Ældrerådet også vil arbejde med frivillighed og inddragelse af borgere i nærdemokratiet:
-Vi vil gerne være med til at dyrke og fremme frivilligheden i Aarhus for eksempel ved at have mere kontakt med de forskellige brugerråd og frivilligrådet, siger Jan Radzewicz.
Læs mere om Ældrerådet http://www.aeldreraadaarhus.dk/