Når et familiemedlem udviser tegn på at være dement, bliver det ofte et familieanliggende. Demens udvikles over et antal år, og de demente personer opfatter og reagerer meget forskelligt. 

Der er således forskellige normer for, hvad der er normalt og unormalt, og hvad der er ufarligt og farligt, og hvad man kan og skal tillade sig at blande sig i, også fordi demente borgere opfatter og reagerer forskelligt.

For at hjælpe bedst muligt skal der opbygges et grundigt kendskab til personens biografi og livshistorie. Det er vigtigt, at personen ikke føler sig misforstået, overset eller misfortolket. – Det er også vigtigt at personen med demens sættes i centrum. – I takt med at demensen udvikler giver det større og større udfordringer for de pårørende og for plejepersonalet, som efter bedste evne vil give den bedste og mest trygge omsorg.

Livskvaliteten for den demente person ligger i at mindes ting, der skete engang. – Det kan derfor være svært for familien at samarbejde, når ting, der netop er sket, ikke kan huskes. Det er ikke altid let for alle familiemedlemmer at samarbejde, og der stilles ofte urealistiske forventninger til den hjælp og støtte, der er givet. – Filmbyen har lavet 50 kortfilm fra omkring 1950’erne. De er rigtig gode til at genskabe minderne fra dengang, og dermed også rigtig gode til at sætte gang i livshistorien.