Åh, hvor er vi heldige i Region Midt og Aarhus

Jeg har haft en hofteprotese i 30 år. Søndag 28. juli 2024 gik den af led på grund af et vrid i benet. Det var første gang, og det gjorde utroligt ondt, og jeg faldt til jorden og kunne intet gøre selv.

Min kone ringede 112 til det præ-hospitale beredskab, der straks sendte en ambulance, og min liggende position blev fjernfotograferet. Jeg blev kørt hurtigt til skadestuen på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Ingen var i tvivl om, hvad der var sket, hvilket røntgenbilleder også fortalte. Men jeg kunne ikke komme til operation eller reparation, før end seks timer efter jeg havde spist. Således lå jeg med smertestillende behandling på en akutstue på skadestuen indtil kl. 15.30.

Herefter hurtig forflytning til Orthopædkirurgi med operation for øje. Der var heldigvis ikke brug for udskiftning af hoften, idet den på fem minutter kunne trykkes på plads og påsættes igen, ligesom når man trykker på en stor tryklås.

Hele reparationen foregik i mild 10 minutters narkose og uden blod og kniv. Røntgenbilleder fortalte straks, at reparationen var vellykket, og at der efter de 30 år ingen slitage var. Så jeg kom lysvågen på opvågning en halv time, og derefter på en stue til næste dag. Her var kommunikationen og forplejningen i topklasse, mens natten var urolig og uden megen søvn med smerter fra fastspænding og kraftige ryk i kroppen samt efterveer fra narkosen.

Der blev bestilt hjemmehjælp og hjælpemidler til mig. Nogle fik jeg med hjem dagen efter reparationen, og både hjemmehjælperen, genoptræningsplanen og de bestilte hjælpemidler kom straks dagen efter, inden middag. 

Som nær pårørende var min kone med hele søndag og dagen efter, da jeg skulle hentes hjem igen. Hun fik god orientering hele vejen igennem, så åh, hvor er vi heldige, når ting fungerer så godt.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.