Hvad kan Aarhus gøre for folkehusene?

DEBAT: Der foregår rigtig mange aktiviteter for ældre og seniorer i folkehusene. Det må være svært eller i og for sig umuligt at centrere aktiviteterne omkring fem såkaldte fyrtårne. Måske skal de ligge indenfor Ringvejen, så de er nemme at komme til at bruge.

Men aktivitetsniveauet er stort eller større ude i lokalområderne. Således er der mange sociale aktiviteter i folkehusene i både Solbjerg, Beder, Mårslet, Tranbjerg, Kolt, Harlev, Sabro, Tilst, Vejlby, Risskov, Skæring, Lystrup, Hjortshøj og Trige. De drives aktivt af mange frivillige kræfter.

Jeg forstår godt, at disse kræfter føler sig trådt på af Aarhus Byråd. De frivillige er med til at fremme det gode ældreliv, og de forebygger ensomhed. Lad nu folkehusene få lov til at arbejde efter det nye koncept, som ændrede navnene fra lokalcentre til folkehuse og skilte plejehjem og lokalcentre ad.

Brug dog kræfterne på de folkehuse, der har svært ved at fungere. Måske de skal styres efter et andet og måske mildere koncept. Lad dog aktiviteterne vokse op nedefra, så skal de nok blomstre eller visne af sig selv. Prøv at vende om på kravene fra “Hvad kan I gøre for Aarhus” til “Hvad kan Aarhus gøre for jer”.

Jeg forstår godt nødråbet fra Skødstrup , der rører ved samarbejdet i styregruppen. Samarbejdet fungerer ikke i en af forvaltningen håndplukket styregruppe, der ikke tilgodeser de borgere og frivillige, de har påtaget sig at styre. 

Man kan stille sig spørgsmålet: Hvorfor skal frivilligt arbejde styres af andre end de frivillige selv?

Det gode ældreliv med nye og gamle sociale relationer, og hvor mobiliteten forringes, og gangbesværet tiltager, bør de ældre få lov til at leve i livets efterår.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.